Hvad er det for en EU-valgkamp vi står midt i?

Indledning

I denne tid bliver jeg ofte spurgt om, hvad det her EU er for noget? Mange vælgere har aldrig haft mulighed for at sætte sig ind i, hvad EU er. De er i vildrede om, hvad der er på spil, når de om godt 80 dage skal stemme til EU-parlamentsvalget den 26. maj.

De forstår ikke hvorfor Danmark er tilsluttet Finanspagten, og at regeringen i 2012 gennemførte budgetloven, som om vi levede under euroen. Vælgerne bliver misinformeret om årsagen til de aktuelle stramme rammer for bl.a. kommunernes økonomi. De bliver bundet en historie på ærmet om at kommunen ikke har råd til velfærden fordi kommunen skal betale til økonomisk mere betrængte kommuner på grund af udligningsordningen. De forstår da slet ikke at en pæn del af de mange gode penge som kommunen har i kassen investeres i aktier i virksomheder der blandt andet producerer militært isenkram.

Under alle omstændigheder er det stramme budget en hindring for et anstændigt serviceniveau for børn og ældre. Samtidig befinder det danske samfund og herunder også kommunerne sig i en økonomisk højkonjunktur.

Her vil jeg gerne give en hjælpende hånd ved at fortælle om, hvad jeg selv har oplevet og hvilke valg jeg selv har stemt til siden 1972, hvor der var den første folkeafstemning om EF eller det der nu hedder EU.

 

I begyndelsen var EF

Danmark kom ind i EU, eller som det hed dengang: EF, på en løgn. Vi har heldigvis en grundlov som kræver at vi folket bliver hørt, når folketingspolitikerne ønsker at afgive suverænitet ad fordøren. Det skete ved folkeafstemningen om EF i 1972. Her oplevede jeg at vælgere med slesk tale om lavere forbrugerpriser til Hr. og Fru. Jensen og højere flæskepriser til bønderne blev lokket til at stemme JA til et Fællesmarked Danmark skulle med i for at sikre eksport og arbejdspladser! 40 pct. af danskerne stemte Nej i 1972. For mit eget vedkommende beroede Nej‘et på, at min professor i nationaløkonomi Gunnar Thorlund Jepsen op til folkeafstemningen ved forelæsningerne på Økonomisk Institut ved Aarhus Universitet gennemgik de økonomiske argumenter for at stemme JA. Han viste at der ikke var den påståede gevinst for Danmark ved at tilslutte sig EF. Kort sagt, det var en løgn.

Ingen talte dengang om politisk union. Og som den konservative statsminister, Poul Schlüter, forsikrede i 1986 lige inden den vejledende folkeafstemning om EF-pakken: Unionen er stendød! Regering var for Danmarks ratifikation af EF-pakken, mens et flertal uden om regeringen i Folketinget var imod. Der blev stemt ja til Pakken. Jeg stemte ikke og havde heller ikke sat mig ind i, hvad der skulle stemmes om. Emner som: Fælles hær, Fælles penge, Fælles retsvæsen og politi samt Fælles borgerskab lå stadig under horisonten.

 

… som siden blev EU

Men det begyndte så småt da Maastricht-traktaten om Den Europæiske Union kom på bordet. Maastricht-traktaten, som unionstraktaten blev kaldt, blev forhandlet på plads og accepteret af regeringerne i 1991 i den hollandske by Maastricht. Her er det på plads med en historisk fodnote: Planen om en union af medlemslandene – i stedet for blot et fællesmarked mellem dem – havde hele tiden været der som det u-udtalte endemål. ’Hele tiden’ betyder i denne forbindelse siden 1917 hvor Jean Monnet (EU’s fader) havde formuleret sine tanker om en samling af de europæiske stater efter den model der lå til grund for samlingen af de tyske stater i 1871. I 1991 – efter Den kolde Krigs ophør – var chancen der for at virkeliggøre unionstanken.

Maastricht betød, at Danmark var på vej til at indgå i en politisk og overnational union. Når noget går fra at være mellemstatsligt – som EF var – til overnationalt, mister medlemmerne deres ret til at nedlægge veto mod beslutninger de ikke er enige i. Den overnationale union er altså uopsigelig og binder deltagerne til at arbejde hen mod en stadig snævrere sammenslutning, læs: europæisk statsdannelse, uden garantier for demokratiets fremtid. Traktaten blev sendt ud til en bindende folkeafstemning den 2. juni 1992 og forkastet. NEJ’et blev ikke respekteret, idet den kom på bordet igen. Fire såkaldte danske forbehold blev strikket sammen og nu hed den Edinburgh-traktaten og det var den samme traktat, nemlig Maastricht plus de fire forbehold vedrørende: (1) fælles europæisk militær, (2) fælles mønt, (3) fælles europæisk statsborgerskab, og (4) retligt og politimæssigt samarbejde. Edinburgh traktaten kom til afstemning den 18, maj 1993. Det blev et Ja! Og Danmark var indlemmet i EU, en ny europæisk statsdannelse under udvikling, uden garantier for demokratiets fremtid.

 

Nu gjaldt det: Væk med forbeholdene!

Men så blev der taget fat på forbeholdene:

Første gang gjaldt det Kronen. Den skulle erstattes af en fælles mønt: euroen. Ellers ville vi ifølge de EU-begejstrede, blive bragt til tiggerstaven. Danskerne stemte NEJ i september 2000. Bl.a. Det Økonomiske Råd havde vist, at der ikke var de påståede fordele ved at gå med i euroen. I vismandsrapporten beskrives fordele og ulemper som ”små og usikre” – på jævnt dansk: Det var hip som hap om Danmark besluttede sig for at gå med i euroen eller ej, ud fra en økonomisk vurdering. Hvad der derimod ikke er ligegyldigt, er spørgsmålet om den politiske frihed. En mavefornemmelse hos rigtig mange vælgere sagde at var man først gået med, kunne man ikke komme ud.

Næste gang – i 2015 – kom Retsforbeholdet i fokus. Et JA ville definitivt betyde, at vi ikke længere skulle dømmes efter danske love ved danske domstole. Truslen fra de EU-begejstrede var blandt andet at landet ville blive oversvømmet af pædofile, hvis det ikke blev et ja. De danske borgere stemte NEJ i december 2015.

Her ved årsskiftet 2018/2019 kom Forsvarsforbeholdet så på bordet. Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen varmede op under diskussionen på partiet Venstres Landsmøde i Herning den 18. november 2018. Her fortalte Hjort at han bragte forsvarsforbeholdet op på grund af Vladimir Putins Rusland (RITZAU). Russerne er en alvorlig trussel, ifølge den danske forsvarsminister, Claus Hjort Frederiksen.

Hvordan Putin og russerne kan udgøre nogen reel militær trussel mod Danmark, er vanskeligt at se.

Historisk har Rusland tværtimod oftest stået i rollen som Danmarks allierede. Det er også værd at minde om, at Rusland i sin tid tog initiativ til OSCE (Den europæiske konference for fred og samarbejde). Her vil man i langt højre grad have mulighed for at tale sig til rette om en løsning der tilgodeser alle parter.

Er Danmark først involveret i EU’s militære union, har vi ikke meget at skulle have sagt.

Derimod skal vi bære omkostningerne og ansvaret for en politik hvis rækkevidde vi ikke kender.

Forsvarsministerens opvarmning fortsatte på Det Radikale Nytårsstævne den 5. januar 2019, hvor han som stand-in for Carla Sands, USA´s ambassadør i Danmark, fortalte at nu skulle forsvarsbudgettet op og forsvarsforbeholdet afskaffes. Hjort ønsker at Danmark skal deltage i en EU-hær.

Forbeholdene er vedvarende truet, og vi ved at mere union er på vej. EU-Kommissionen har foreslået, at vetoretten skal fjernes inden for skattepolitikken, udenrigspolitikken og arbejdsmarkedsområdet. Den tyske kansler og franske præsident vil have en EU-hær. Dette mener jeg er den helt forkerte vej for Danmark og Europa. Vi skal søge afspænding, dialog, handel og fredelig sameksistens. Vi skal gå FN-vejen og fremme fredelig konfliktløsning.

 

Og så er der alt det andet EU bestemmer!

Samtidig kan vi konstatere, at EU har indført et EU-pas, et EU-kørekort, et EU-sygesikringsbevis – der er dårligere, end hvad vi havde før – en EU-valuta, euroen, der har været til skade for flere befolkninger i EU, en EU-hymne, EU-nummerplader på bilerne, en EU-dag og selvfølgelig et EU-flag. Det er alt sammen en del af en ny EU-nationalisme, der er under opbygning.

Det er underligt at de EU-begejstrede partier kunne støtte, at et europæisk samarbejde, nemlig EF baseret på Romtraktaten, blev ændret til en politisk union, altså en politisk overbygning. Der var jo ikke folkelig baggrund for det i Danmark og i øvrigt heller ikke i de andre lande. Frankrig, Holland og Irland var delt på midten, ligesom Danmark var. England og Tyskland var massivt imod. Det tyske folk ville ikke af med D-marken. Svenskerne var også imod. Nordmændene, der har prøvet at være i en union, kom aldrig ind. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre.

Efterslæt af en svunden civilisation. Hvad bliver der til overs efter EU?

Det, der er fejlen ved EU – og andre unioner, er at den er baseret på regulering så detaljeret at det virker meningsløst og grinagtigt. Det gode ved EU er at den på et eller andet tidspunkt hører op – gået til grunde i sin egen absurditet. Det dårlige ved EU – hvis man som nation er med lige til slutningen – er at efterslættet formentlig ikke bliver noget kønt syn. I et magttomrum kan alt ske!

Hvad politikerne burde gøre …

Politikerne burde arbejde for at bevare dansk selvstændighed og suverænitet. Jeg forstår ikke at det ikke er en mærkesag for de konservative. Danmark har mange ressourcer ligesom Schweiz, der i 1992 sagde Nej til den løse tilknytning (EØS) til EF. Schweiz ligger lige midt i Europa, omkranset af EF. De har ingen råstoffer i modsætning til Danmark. De har ikke adgang til havet. De har ikke noget landbrugsjord. De burde være fattige; men de er stenrige. Det siger alt om, hvor meget EU egentlig betyder økonomisk. Konservative burde ikke have støttet euroen. Den var fra starten af et fuldstændigt vanvittigt projekt, som aldrig skulle have været sat i søen. I dag er euroen ved at splitte EU ad. Grækenland er bragt til tiggerstaven, og resten af Sydeuropa har en abnorm høj ungdomsarbejdsløshed. Det er ikke holdbart.

 

… og hvad de faktisk gør

Samtidig har regeringen valgt at tilslutte Danmark Finanspagten, og den har gennemført budgetloven, som om vi levede under euroen. De aktuelle stramme rammer for bl.a. kommunernes økonomi hindrer et anstændigt serviceniveau for børn og ældre, og efterlevelse af Finanspagten gør at vi vil have sværere ved at vinde økonomisk fodfæste når den næste økonomiske krise indfinder sig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies samt at vi gemmer og behandler dine personoplysninger. Du kan læse vores Persondata politik her. mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept. Din accept omfatter også, at vi opbevarer dit navn og mailadresse, hvis du deltager i debatten på min Blog side.

Luk