Når Jørgen Grøn efter 42 år bliver ekskluderet af sit parti, bliver man eftertænksom. Der er måske ikke så højt til loftet i SF?
Partiet blev dannet af Aksel Larsen i 1959. Baggrunden var Ungarns opstanden i 1956, hvor Sovjetunionen slog hårdt ned på dem der ønskede en frigørelse fra kommunismen. Mange blev dræbt, og ungarere flygtede i hobetal, blandt andet til Danmark. Det kommunistiske parti i Danmark kom i opbrud. Ledende DKP ’ere, herunder Aksel Larsen, blev ekskluderet og var med til at grundlægge Socialistisk Folkeparti – et parti der slog sig op på en dansk, demokratisk socialisme.
Det er en svækkelse af demokratiet hvis partier laver udrensning af deres medlemmer, herunder af EU-modstandere. Man må tænke på at halvdelen af vælgerne er kritiske eller direkte modstandere af EU. Det har resultatet af afstemningerne siden 1972 vist, samtidig med at afstanden mellem vælgernes og de valgte politikeres holdning til EU-spørgsmål er vokset siden vi stemte os ind i EF.
Gode varer sælger sig selv. Dårlige produkters afsætning er helt afhængig af markedsføring og reklame. I kampagnerne op til EU-valg i Danmark har Ja-siden stort set haft alle pengene, medierne, de fleste partiorganisationer og etablerede organisationer som blandt andet Dansk Arbejdsgiver Forening og Dansk Industri. Nej-siden har kun haft bevægelserne og det frivillige engagement, eller de er blevet drevet ud på de politiske fløje for at få deres synspunkter repræsenteret. Stort set alle medier går ind for EU. Man kan tolke det sådan at tilhængernes argumenter ikke kan holde i en åben og ærlig debat, og at de derfor er nødt til at skjule sig bag omfattende og dyre kommercielle kampagner der sigter imod at hjernevaske borgerne. De vil ikke risikere at blive rokket i egne forudfattede meninger. De undgår at lytte og at gå ind i en dialog.
Det er et reelt problem for det repræsentative demokrati, hvis de folkevalgte, som tænker mere kritisk om EU end andre folkevalgte, ikke tør give sig til kende. Ligesom det er et kæmpe demokratisk problem at færre og færre er partipolitisk organiseret, og at kun få af disse deltager i de opstillingsmøder hvor de kandidater bliver opstillet, som vælgerne kan tage stilling til på valgdagen.
Jørgen Grøn deltog, og han gav sig til kende. Nu er han ekskluderet af SF, og det borger ikke godt for demokratiet i SF. Jeg føler mig glad og stolt ved at være på hold med ham som EP-kandidat for Folkebevægelsen mod EU. Vi repræsenterer det samarbejdende folkestyre. Stem på os den 26. maj. Sæt dit X ved liste N.