Som venteligt blev Brexit aftalen nedstemt i det britiske parlament tirsdag aften.
Politikere rundt omkring i EU har haft travlt med at kritisere briterne for deres nej. Disse politikere skulle skamme sig. Man må have for øje at en aftale er indgået mellem to parter. Den ene part er i sin fulde ret til at sige nej til en aftale, der er dårlig for dem.
Ansvaret for en dårlig aftale påhviler i lige så høj grad den part der har presset en dårlig aftale igennem. I dette tilfælde EU.
Ingen tvivl om det. Brexit processen har være kørt forkert af premierminister Theresa May. Efter at de britiske folk stemte ’leave’ i 2016, burde – som Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU har påvist – partierne (Konservative, Labour, DUP osv) i parlamentet i London have sat sig sammen og i fællesskab være blevet enige om hvordan forhandlingen mellem Storbritannien og EU skulle gribes an. I stedet kørte de Konservative fra starten forhandlingerne med EU alene. Det var en fejl fordi denne tilgang lagde grunden til den splittelse der nu råder mellem politikerne i London.
Forhandlerne for EU har ikke været blinde for hvordan Theresa Mays enegang kunne udnyttes til at pådutte briterne en elendig aftale.
Man kunne have den mistanke at EU-eliten har haft den bagtanke, at briterne skulle straffes for deres formastelige nej til at være medlem af EU. Og det er nærliggende at EU-eliten også har villet vise hvordan det ville gå andre medlemslande, skulle de have samme tilbøjelighed til at melde sig ud som briterne.
Den store knast i forhandlingerne har været det såkaldte ’backstop’ (bagstopperaftale). Den ville have bundet Storbritannien til EU’s toldunion, og det ville have været en trussel imod Storbritanniens integritet. Bagstopperen skal garantere at der ikke genindføres en hård grænse mellem Nordirland og Irland som en konsekvens af Brexit. EU er bange for at en ”blød” grænse vil betyde en indstrømning af varer hvor der ikke er opkrævet told.
Jeg vil tro at spørgsmålet om bagstopperen kunne have været løst på intelligent vis via en toldbehandling i baglandet, altså før grænsen. Og tilsvarende på den anden side en baglandskontrol (stikprøvevis) af de lastbiler der kører ind i Irland. Fx har der tidligere været en toldbehandling i Kvistgård (i nærheden af Helsingør) inden lastbilerne skulle sendes over Sundet til Sverige (før det kom med i EU).
TAG MAGTEN TILBAGE FRA EU! BRUG FORNUFTEN!