Demokrati er en vigtig mærkesag for mig
Jeg arbejder for mere demokrati og for direkte demokrati. For mig betyder demokrati ikke kun, at man som borger stemmer til valg hvert fjerde eller femte år. Jeg ønsker et demokrati, hvor det er nemt at få viden om hvilke love der er på vej. Et demokrati, hvor der er tid til folkelig debat om nye love. Et levende demokrati, hvor der er så kort afstand, som muligt mellem borgerne og de folkevalgte. Et demokrati hvor borgerne har initiativret, ret til at blive hørt og ret til at få information.
EU svækker demokratiet. Det er fx kun embedsmændene i EU-kommissionen, der kan stille lovforslag. Der er alt for lidt tid til debat om vigtige love og det er alt for vanskeligt for offentligheden, at få den nødvendige viden om hvad der er på vej fra EU. Et skræmmende eksempel på EU-systemets lukkethed var da handelsaftalen med Canada skulle forhandles. Man kunne godt få aftalen at se, men kun under overvågning. Er det et demokrati værdigt?
Desuden begrænser EU’s Lissabon-traktat det politiske råderum på alt for mange områder. Vi skal forsvare folkestyret ved at kæmpe for åbenhed og dialog og ved at flytte magt tilbage fra EU til Danmark. Jeg er mod yderligere suverænitetsafgivelse fra Danmark til EU. Jeg vil forsvare de danske forbehold og kæmpe for alternativer til EU.
Forbeholdene sikrer netop, at vi har et stærkere demokrati i Danmark og inden for områder der er væsentlige for selvstændige stater: forsvar, valuta, retspolitik og unionsborgskab. En afskaffelse af vores forbehold vil bringe Danmark tættere på at blive til en delstat i den EU-stat, der er under udvikling. Det kan jeg, der er socialliberal, aldrig støtte.
Jeg elsker Verden og Europa, men ikke EU!
DERFOR BØR ALLE FORBEHOLDSTILHÆNGERE AF SOCIALLIBERAL OBSERVANS STEMME PÅ MIG ELLER LAVE K. BROCH TIL EU-PARLAMENTSVALGET DEN 26. MAJ 2019.